Morten fra Århus og Clara fra Valby vandt Unge Sangere
Årets talentkonkurrence afgjort efter en stor gallakoncert tirsdag aften i Ikast
Årets Unge Sangere hedder Morten Roar Berg, Århus, og Clara Cecilie Thomsen, Valby,
De to blev kåret som henholdsvis vinder af musicalprisen og den klassiske pris ved årets talentkonkurrence i sangerbyen Ikast.
For Mortens vedkommende var det syvende og sidste gang han var med, og han sluttede dermed af med bravour. Clara er kun 18 år men i besiddelse af et stort stemmepotentiale, som hun fremviste ved koncerten tirsdag aften.
De øvrige priser blev fordelt således:
2. plads: Signe Ravn Heiberg, København (klassisk sanger)
3. plads: Nikole Damgaard Sokianos, Søborg (Klassisk)
4. pladser: Anne Fuglsig Jensen, Haderslev (musical), Christina Marie Skodborg, Århus (musical), Lisbeth Rasmussen Juel, København (klassisk), og Ida Karkov Sass, Århus (musical)
Dommernes særpris gik til Frederik P. Rolin, København (klassisk sanger)
Den Jyske Operas Pris gik til Signe Ravn Heiberg, København.
Pianist Ulrich Stærks særpris gik til Johanne B. Nygaard, Ikast.
Og publikumsprisen gik til Ida Karkov Sass.
Talentkonkurrencen Unge Sangere blev afviklet for 15. gang, med stort set de samme i dommerkomiteen og den lokale komite, som det har været i 15 år. Og med samme koncept: At bringe unge sangere med talent sammen i fire dage. Og at skabe et forum, hvor man ikke bliver sendt hjem, fordi man ikke er den dygtigste, men tværtimod lærer af de andre og af dommerkomiteen, som laver evalueringer på hver enkelt sanger, der ikke går videre i de indledende runder.
Mange Unge Sangere-deltagere og –vindere er i dag professionelle musicalperformere eller konservatorieuddannede operasangere.