Uansvarligt at gennemføre talentkonkurrence i den nuværende situation
Unge Sangere’s store jubilæumskoncert og den 25. udgave af den landsdækkende talentkonkurrence bliver ikke til noget i år.
Det ligger fast efter et hasteindkaldt bestyrelsesmøde i Unge Sangere-komiteen torsdag eftermiddag.
-Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger under Corona-krisen, og selv om der foreløbig kun er tale om 14 dages periode, er der nok ikke mange, der tror, at det er overstået inden påske, siger Steen Hebsgaard fra komiteen.
Unge Sangeres plan var at afvikle en stor jubilæums- og åbningskoncert lørdag den 4., april med et efterfølgende sangerstævne, der skulle kulminere med en finalekoncert i Fonnesbæk Kirke den 7. april.
Men det bliver altså ikke til noget. I denne omgang.
Jubilæumskoncerten skulle præsentere 10 professionelle sangere, som var med i 2006-stævnet, ved en stor koncert i Bakkehuset. Den udskydes til næste år, hvor talentkonkurrencen afvikles som normalt. Det bliver igen i tiden op til påske – i dagene 27.-30. marts 2021.
-Det er selvfølgelig med dyb beklagelse, vi tager dette skridt. Men på baggrund af den alvorlige situation, landet befinder sig i, vil det være uansvarligt at gøre andet, siger Steen Hebsgaard.
Unge Sangere-komiteen havde på forhånd skaffet tilskud fra fonde, sponsorer og kommunen til at gennemføre konkurrencen og jubilæumskoncerten, men håber på forståelse for, at man udskyder al fejringen til 2021.