Unge Sangere afvikles for 22. gang i påsken - og der er fire koncerttilbud med både klassisk og musicalsang
37 unge sangtalenter fra hele landet pakker lørdag i næste uge kufferten og nodemappen for at tage til Ikast.
Den midtjyske sangerby danner for 22. gang rammen om talentkonkurrencen Unge Sangere, og det betyder, at Bakkehuset/Musikskolen i byen i dagene 8.-11. april fyldes med sang og musik.
Samtidig er der lagt op til, at publikum kan opleve talenterne folde sig ud på scenen, ligesom de professionelle medvirkende dommere og instruktører giver koncerter.
Unge Sangere har nu gennem snart 22 år har været en betydningsfuld spiller på den sang-kulturelle scene herhjemme. Det er et projekt, der ikke alene har underbygget Ikasts ry som sangerbyen i Jylland, og har trukket tråde til det sanglige miljø på landets opera- og musicalscener, men også skabt en branding af Ikast-området, som et sted, en egn, en by, der kan og vil noget specielt med sangen og kan blande sig i kulturdebatten.
Mange af de unge sangere, der har rundet konkurrence gennem årene, virker i dag som professionelle sangere på enten de danske operascener eller i de mange musicals.
Professionelle er med
Ud over de 37 sangere, der har meldt sig til konkurrencen, deltager en række professionelle dommere, instruktører og musikere, der alle er med til at løfte talentkonkurrencen til et højt niveau. I år består dommerpanelet af pianist, professor Erik Kaltoft, operasangerne Elsebeth Dreisig og Jens Krogsgaard samt musicalsangeren Søren Launbjerg. Blandt de øvrige eksperter, som drager til byen, kan nævnes teaterdirektør på Fredericia Teater, Søren Møller, der nærmest vader musicalsucces’er på teatret.
I Unge Sangere skal der findes en vinder inden for henholdsvis klassisk sang og musicalsang samt en række andre priser. Men stævnet byder også på korsang, masterlasses, undervisning, sangcafeer og festlige sociale samvær, hvor man lærer hinanden at kende.
For publikum bliver der rig lejlighed til at få del i oplevelserne.
Efter ankomsten lørdag 8. april er der åbningskoncert I Bakkehuset om aftenen med Jens Krogsgaard og Elsebeth Dreisig og med Ulrik Stærk ved flygelet.
Søndag 9. april samme sted vil man om aftenen kunne opleve en stor musicalaften med Søren Launbjerg og musicalsangeren Lise Nees.
Mandag 10. april sidst på eftermiddagen er der den traditionelle semifinale, hvor 12-15 sangere foran publikum og dommere dyster om at komme i finalen.
Den afvikles dagen efter i Fonnesbæk Kirke om aftenen, hvor publikum kan lytte til både de deltagende finalister og til det store Unge Sangere-kor.